Der findes ingen ord

… ingen ord, der ikke slår til, så kald det lige, hvad du vil.

Flere gange om dagen i den seneste måneds tid har jeg hørt et stykke musik, som jeg åbenbart ikke kan blive træt af, og flere gange gennem de seneste par år er jeg stødt på en tendens, der stensikkert luller mig i søvn.

Det bedste danske (debut)nummer, jeg har hørt siden … Ja – hvad bliver det? ‘En nat bliver det sommer‘ fra ‘1990′ fra 1990?

Utroligt, at man kan træffe så præcist med første pil.

På The Rumour Said Fire’s myspace-side skriver bandet, hvad sangen og deres musikalske virke handler om. De forsøger at forklare, hvorfor de laver musik, og når man læst de mange ord,  forstår man kun alt for godt – hvorfor drengene laver musik:

‘De overordnede temaer er krig, død, angst, det eksistentielle, men også kærlighed, barndom, fortabelse, rusen ved livets omskiftelighed og glæden ved, at det ikke er anderledes. The Balcony er som udgangspunkt et kærlighedsdigt om en omfavnelse og et kys på en solskinsbelagt balkon. Teksten stopper dog ikke ved dette billede, den bevæger sig derfra til at handle om voldsomme erotiske oplevelser under ’overfladen’, under huden, sengen og længere nede, under gulvet: følelsen af gulvbræddernes utilgængelige natur. Teksten handler om de fortabte børn i skolen; dem som ingen så, og det blides glidende overgang til det onde i et menneske, når det lette offer skal findes. The Balcony handler om dem på bunden af samfundet, som falder uden for systemet, alkoholikerne og bumserne f.eks.. Endelig handler teksten om kærlighedens nære sammenhæng med døden; at kysset og omfavnelsen måske er et/en sidste – et sidste øjebliks mening i faldet mod jorden, inden den endelige tilstand, sangens ophør. Evil Son er en tekst over døden og krigens utilgivelige abnormitet [...]‘

Jeg ved ikke, hvad det er, der får et band med så stærkt et kunstnerisk udtryk, til frivilligt at undertekste tonerne. Som om de ikke betød nok i sig selv.

Jo mere ‘krigens utilgivelige abnormitet’, jo mere ’skolens fortabte børn’, jo mere forcerede og stædige forklaringerne bliver, jo længere fjerner vi os fra selve musikken, der i sin simple vellyd ikke tjener fremmede herrer, såsom ord, budskab og fornuft.

Jeg går ud fra, at Rumour Said Fire netop skabte ‘The Balcony’ som musik, fordi andre udtryksformer ikke var tilstrækkelige.

Men okay: Hvad hvis man blev fristet over evne og ville forsøge at forklare sangen over for en ven, der spurgte?

Mit bud er, at sangen nok handler om lysten til at gå i gulvet. Meget mere bør der ikke siges om det.

Jeg bliver trist, når jeg ser en debuterende kunstner tillægge sig vaner, der burde tilhøre den garvede spillemands repertoire. For den sygelige trang til at forklare sig og positivt meddele, hvad man foretager sig, er særlig udbredt dér, hvor der skal kæmpes om opmærksomhed, kroner og ører. Det vil sige: Når musik bliver til musikbranche.

En uomgængelig del af det være på Roskilde Festival er at sidde i en campingstol, der er ved at skvatte sammen, og bladre i festivalprogrammets bandbeskrivelser for at finde ud af, hvordan man skal prioritere sin tid, når musikken begynder. Hvilket sprog møder én?

‘Gør klar til et skud mørklilla syre lige i blodbanen. [...] Men de takkede guitarriffs og snublende rytmer blandes op med vragdele fra Led Zeppelin, tidlig Pink Floyd og Santana. Og midt i de langstrakte og til tider jazzede rocksymfonier finder The Mars Volta plads til forrygende melodier.’

‘Forestil dig at sidde under aftensolen ved Middelhavet og lytte til en gruppe solbrændte oldinge spille vemodig folkemusik. Forestil dig dernæst at en solbrilleklædt hipster fra Athen lister elegant ind fra højre og tilføjer diskrete elektroniske strøg omkring musikken. Nu nærmer vi os lyden af Imam Baildi.’

‘Brian Wilson og Astrid Lindgren tilsat mild shoegazer’

‘Meget tyder på, at dette bands første kys har fundet sted med enten The Smiths eller My Bloody Valentine på anlægget.’

‘Forestil dig et par eksperimenterende bands som Tortoise og Animal Collective, hvis de gik sammen om at lave en plade med dansehits. Spol derefter tiden frem til 2050, og du er lidt på sporet af, hvordan Battles lyder.’

‘To elversøstre fanget i et univers med talende enhjørninger, magiske spilledåser og truende farver på himlen.’

‘Hvordan ville det lyde, hvis Frank Zappa og Mike Patton bookede et fly til Serbien og indspillede en plade? Ét bud kunne være Alamaailman Vasarat.’

‘Stockholm-drengenes blanding af Rolling Stones, The Stooges og MC5 tager os med op, hvor ærkeenglene trykker den på deres Gibson Flying V, og Vorherre og Djævelen skåler over en Pripps Blå.’

Den ellers så betænksomme festival burde sætte et advarselsskilt på forsiden af festivalprogrammet, så almindelige mennesker, der trækker vejret gennem sproget, ikke uforvarende kvæles af pladeselskaberne, der slammer sproget til i plus-ord.

Hvis jeg havde et band, der skulle på Roskilde, og derfor blev afkrævet en bandbeskrivelse, ville jeg overveje følgende:

‘Usammenspillet ‘band’ med store selvtillidsproblemer, der egentlig burde være løst i øvelokalet. Forsangeren har ikke noget har ikke noget at ha’ sin übercoole selvbevidsthed i, så hvis du ligger inde med en trailer til transport af heste el. lign. så ret henvendelse. Teksterne er banale, live-udtrykket som en rudekuvert fra Københavns Biblioteker ang. overskridelse af lånefristen. Et fast indslag efter de timelange energi-udladninger, er et encore, hvor bandet fra scenen efterspørger gamle Velvet Underground-plader, især den med bananen. Bør så vidt muligt undgås.’