Endnu ikke og alligvel allerede — en forårsføljeton

På papiret er det i dag den første dag i foråret. Og da alexbemark.dk om noget tager det skrevne alvorligt, så kan jeg på dette sted præsentere en intellektuel forårsføljeton, der har det mundrette navn Noch Nicht und Doch Schon - om den evigt gentagende prosadigtning hos Milan Kundera og Villy Sørensen.

Over de kommende tolv fredage præsenterer jeg et nyt kapitel i forårsføljetonen, og når historien er omme … så skulle foråret gerne være trukket af stalden. Lad dig ikke skræmme af den lidt kantede titel, der på dansk betyder: Endnu ikke og alligevel allerede. Det handler som altid om mødet mellem dig og mig. Første kapitel hedder Den semantiske flod og kan læses her. God fornøjelse.

Den semantiske flod

Som en flod er prosaen. Bøgerne, romanerne, novellerne, historierne – fra øverste venstre hjørne til nederste højre, er de floder af ord. Alene af den grund er vigtigt at begynde her:
”Der var to floder i samme by,” skriver Villy Sørensen ”og den ene blev aldrig træt af at flyde ind i den anden, det havde den gjort så længe nogen kunne huske, fuld af vand både sommer og vinter.” Og videre:

”To af menneskene mødtes tilfældigvis på samme sted, det var et pudsigt sammentræf, og så sagde de god aften, i god overensstemmelse med tidspunktet. På samme tidspunkt fyldtes de begge til randen af hver sin fortid, der dog hidtil havde været flere år om at nå så vidt, men deres fortid havde intet til fælles, og det var derfor underligt at de straks havde genkendt hinanden.”

Genkendelighed ved første blik kan vist kun lade sig gøre, hvis man som de to unge mennesker hedder Filius og Filia. Han siger til hende:

”Der hvor floden er mindst er den både ældst og yngst (…). Der piblede den frem engang, men ikke én gang for alle, alle dage pibler den frem. (…) Her tager den evig afsked med sig selv, møder uophørligt den anden. – Hør sagde hun, og de hørte. Ordene fyldte kun lidt imod flodernes brusen, de bruste mod hinandens bredder for at skylle dem væk og alverden under sig. Men menneskene har forstand på at konsolidere floders bredder, og al adgang til floderne var forbudt der hvor de mødtes, fordi arbejdet altid var i gang sommer og vinter. Så måtte de tilbage igen, mod strømmen gik de, men mærked det knap for de gik på land ad en sti som menneskefødder havde efterladt. Og snart lød dansemusikken fra et sted i nærheden hvor man dansede så højt som floden, og de satte sig på en bænk betrukket med fugtigt mørke. Måske havde pigen alligevel ikke kunnet tåle at gå imod strømmen, måske var hun bare træt fordi det var hinsides sengetid, hun tog fejl af fortid og fremtid og sagde: – Hvornår mon vi mødes for første gang? Han var ikke så pedantisk, at han rettede hende. Og fortid og fremtid har længe kendt hinanden, hyppigt kommer de sammen, og måske vil den ene engang betro den anden dette underlige bekendtskabs varighed. Og floden fyldtes af regnens voksende ringe som af voksende kys, og den duftende væske flød over blomsternes rande og skyllede ned over dem.” (1)

Gennem Prag løber Moldau.

”Hun vågnede og konstaterede at hun var alene hjemme” – skriver Milan Kundera med henvisning til Tereza – ”Hun gik ud på gaden og ned til floden. Hun ville se Moldau. Hun ville stille sig på bredden og se længe ned i bølgerne, fordi synet af strømmende vand beroligede og lægte. Floden strømmer fra århundreder ind i århundreder, mens menneskenes historier udspiller sig på bredden. De udspiller sig for at blive glemt dagen efter, mens floden strømmer videre. Hun lænede sig mod gelænderet og så ned. Det var i udkanten af Prag, Moldau var strømmet gennem byen, den havde lagt Hradcany-borgens og kirkernes herlighed bag sig, den var som en skuespillerinde efter forestillingen, træt og eftertænksom. (…) Hun så længe ned i vandet, der her synes mere bedrøvet og mørkere, og så fik hun øje på en genstand, en rød genstand, ja, det var en bænk. En træbænk med metalben af den slags Prags parker er fulde af. Den sejlede langsomt midt i Moldau. Og efter den kom endnu en bænk. Og endnu en og endnu en, og først nu ser Tereza at det er bænkene fra parkerne i Prag der sejler ned af vandet fra byen, der er mange af dem, der bliver flere og flere, de sejler ned ad vandet, som bladene der om efteråret bæres bort fra skovene af vandet, de er røde, de er gule, de er blå. Hun så sig tilbage, som om hun ville spørge folk om hvad det skulle betyde. Hvorfor sejlede bænkene fra parkerne i Prag ned ad vandet? Men alle gik ligegyldigt forbi og var fuldkommen ligeglade med at en eller anden flod strømmede fra århundreder ind i århundreder midt gennem deres forgængelige by. Hun så igen længe ned i floden. Hun følte sig uendeligt bedrøvet. Hun forstod at det hun så var afskeden. Størstedelen af bænkene var forsvundet af syne, men der dukkede endnu et par stykker op, de sidste efternølere, endnu en gul bænk og derefter en til, en blå, den sidste.” (2)

Så vidt jeg ved, er en flodens litteraturhistorie endnu uskreven. En sådan måtte begynde med Styx, udødeliggjort som floden, der omspændte det hellenske dødsrige Hades ni gange og gjorde Achilleus nærmest udødelig. Anderledes historisk blev floden, da Heraklit gav den som tidens mestermetafor med sit udsagn om, at man aldrig kan stige ned i den samme flod to gange, idet både flod og badegæst vil være uigenkaldeligt forandret fra den ene gang til den næste.

Måske netop derfor er det meget naturligt, at der siden Heraklit er løbet så meget vand i åen, at Villy Sørensens og Milan Kunderas floder højest kan tjene som et par vakkelvorne trædesten for en motivhistorie.
For det er, som om flodmotivet hos Sørensen og Kundera er blevet taget for bogstaveligt, at Heraklits metafor for tiden lidt efter lidt er sivet ind i ordene og bogstaverne. Det kan meget vel begynde meget vel, i gamle Prag eller i en genkendelig fremtid, hvor fortrolige fortællerstemmer mesterligt kan udlægge floden som en udtjent skuespillerinde eller som et par elskende. Siden hen mødes denne stilens rene transmission i sproget af interferens, idet metaforerne møder personerne.

Kundera skriver et sted, at det ikke kan tilrådes at lege med metaforer, fordi kærligheden kan fødes af én enkelt metafor. Filius fortsætter dog ufortrødent fortællerens sammenligning mellem flod, fortid og fremtid og ét menneskes møde med et andet: Hvor floden er ældst, er den også yngst, siger han og kommer for skade til at skubbe sit smukke, lyriske øjeblik ind i prosaisk tid. Den løber fort fra den uskønne, men uskyldige talefejl hos Filia, der ikke kender fortid fra fremtid, til den siden hen vokser sig til dæmonisk forbandelse. Sørensens historie handler om en fremtid, hvor alt er ved det gamle, hvor menneskesønnen Filius vokser og i sandhed er sin faders søn ved ganske simpelt ikke at være det. (3)

Tereza har indset livets tilfældighed og forsøger at finde et hjem i det tilfældigt givne. Hendes liv er derfor et opgør med hendes kødelige jeg, et forsøg på at komme på egne vegne i  egen krop. Den bænk, hvorpå husbonden Tomas ventede på hende efter arbejdstid for at tage hende med sig til Prag, har hun gjort til en ukrænkelig dennesidig meningsbærer. (4)

Synet af bænkene, spændt ud over gentagelsens mørke Moldau, er derfor en fortolkningsmæssig sygdom til døden. Og det er ikke uvæsentligt, at både den nyopvågnede Tereza ved Moldau og scenens læser stadig bærer henholdsvis morgensindets og tekstanslagets tillidsfulde uskyld: Sygdommens sår rammer som bekendt kun den sårbare. Bænken, det fortroligt selvopfundne, er nu utrolig. En slags bevidsthedsmæssig slåfejl, som ingen forbipasserende vil tage ansvar for. Og som går igen og igen, da bænkene bliver flere og flere. Sørensen skriver et sted, at det må følge, at den der ikke lever livet, heller ikke dør døden. Det er derfor ikke døden, der gør Tereza ”uendelig bedrøvet”. De to ord beskriver derimod det menneske, som søger livet i bestemt ental, men møder døden i lang tillægsform.

Hvad skal floderne betyde, hvis ikke de betyder det hele og mere endnu?

Filius og Filia træder ad trådte stier mod strømmen. Tereza grunder sit selv på mødet med den anden, Tomas, kan kun vinde sig selv ved fortabelsen i dybet. Sådan stiger floden over sin egen udsigelses leje, den trækker tiden sammen og strækker rummet ud og synes hverken at sige det ene eller det andet, men et paradoksalt tredje: For eksempel at mennesket er dømt til gentagelse ad absurdum, og at mennesket i dets bøger gentager sig selv, så at også disse meningsladede former fra tid til anden lider skibbrud i egen flod, som når sprogets metafor løber ind i personernes historie, der bugter sig videre over bogens sider.

Sådan opløser Kundera og Sørensens historier måske sig selv som budskaber om menneskelivet – for uden tid kan vel intet siges, som ikke allerede er sagt?

Og dog strømmer ordenes floder videre hen over de blanke siders ørken af intet.
Man fristes til at spørge:

Hvad er der tilbage at erkende for den prosadigtning, der har det meningsløse som emne og form?

—

Noter:

(1) En fremtidshistorie, Formynderfortællinger, s. 224ff.

(2) Tilværelsens Ulidelige lethed, s. 144.

(3) Filius bliver som sin biologiske far præsident i fremtidsrepublikken, men kun ved at skåne sin far, ikke ved at dræbe ham, sådan som det blev ham spået ved fødslen. Det er dog værd at bemærke ”En fremtidshistorie”s sidste underspillede bemærkning, at præsidenten, Filius, blev genvalgt for en endnu en femårig periode. At Filius måske alligevel ikke helt er mønsterbryder antydes yderligere, da Filia jo drukner sig i floden undervejs i historien. Offerskæbnen har hun tilfældes med Filius’ mor, der bliver berøvet sit barn og senere besvangret af det.

(4) Terezas livsprojekt er, fortæller fortælleren os, at få sjælens stormtropper til at storme frem på det skibsdæk, der er hendes krop og liv. Redningskransen er Tomas, så da hans hår pludselig dufter af andre kvinders skød, kan end ikke virkeligheden sætte grænser for Terezas jalousi og selvbebrejdelse: I vågen tilstand ønsker hun at dø, hun har natlige mareridt om sin egen henrettelse med Tomas som iscenesætter, og hun forsøger ganske pragmatisk at eksekvere sin jalousi ved selv at tage (en) affære, hvad der dog kun kaster en paranoid konspirationsteori af sig.